Dikt på en torsdag 


Mine Længsler

Hvor saare lidet vil der til,
For lykkelig at være
Et muntert Sind, en Piges Smiil,
En Ven, som gjør dig Ære,
En Hytte som dig skjule kan,
Sundt Brød og Kildens klare Vand,
Saa meget Viisdom, at du vil
Og bruger denne Lære.

Guld har sin Glands og Magt sit Værd,
Og Rang vanærer Ingen;
Det er ret smukt at være lærd,
Men det er ikke Tingen.
Nei: skjælve ei for Daarens Dom,
Og tage Dagen, som den kom,
Er meer end Guld og Ære verd,
Og det dig røver Ingen.

Jeg Fader blev – de kjære Smaae
Paa ømme Knæ jeg satte,
Paa dem med samme Øine saae,
Som Gjerrige paa Skatte,
Jeg ledte efter Moders Træk,
Og kyste barnlig Taare væk;
Jeg Jorden skjøn, Gud god jeg saae,
Som mig paa Jorden satte.

Jeg sagte til den kjælne Tøs:
”Dyd er den største Ynde.”
og til den raske, vævre Knøs:
”Den største Skam at synde”.
Jeg sagde til dem begge to:
”Blant Livets Torne Roser groe;
Af Dydens Kilde Glæden øs,
Og Gud skal Eder ynde.”

Jens Zetlitz (1761 – 1821)

Diktet «Mine længsler» ble skrevet av dikterpresten Jens Zetlitz for over 200 år siden, men fremstår også i dag som en hyllest til livet, og livets enkle, men ekte gleder. 

Jens Zetlitz var dikter og prest. Han ble født i Stavanger og var sokneprest i Kviteseid fra 1811. Som student deltok han i Det Norske Selskab i København.

Sendt av

Hei, og velkommen til min blogg! Her skriver jeg om smått og stort, det som opptar meg og som skaper engasjement. Legg gjerne igjen en kommentar hvis du vil!

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s